Mini studenterhuer

Print Friendly

Studenterhue_1I den søde forsommer-tid, er der én begivenhed, som jeg altid glæder mig. At studenterne springer ud! Jeg synes det er SÅ hyggeligt, når huerne begynder at pryde de unge, smukke hoveder – og det sender tankerne tilbage til fordums tid med lyse sommernætter og masser af fest og ballade.

Inspireret af Hendes Verden, som har en opskrift på studenterhuer HER, kastede jeg mig derfor ud i projektet. Jeg syntes dog, at huen blev lige lidt for stor, og sådan lidt for blød i det, så jeg kastede mig ud i min egen opskrift på en mindre, og lidt mere fast hue. Det er der kommet denne sag ud af :-)

Huen er så lynhamrende hurtig at hækle, at det er liiiiiiige før, at jeg tilbyder min kæreste at hækle en ordentlig posefuld. Han er nemlig gymnasielærer, og det kunne da være lidt sjovt at dele dem ud… Ved dog så ikke lige hvor meget ‘street credit’ han får blandt eleverne, hvis han ender med at blive kendt som “Hækle-Hannen”… ;-)

HVAD SKAL JEG BRUGE
Hæklenål str. 2,5
Garn i hvidt og sort – og så rødt eller blåt, afhængig af hvilken hue, der kommer på hovedet i din omgangskreds.

HVAD SKAL JEG KUNNE
Magisk ring (mr)
Fastmaske (fm)
Kædemaske (km)
Halvstangmaske (hstm)
Stangmaske (stm)
Farveskift
Indtagning af masker

OPSKRIFT

1. omg.: i hvidt garn, lav en mr og hækl 6 fm i den (6)
2. omg.: 2 fm i hver m (12)
3. omg.: *1 fm, 2 fm i næste m*, gentag *-* hele vejen rundt (18)
4. omg.: *2 fm, 2 fm i næste m*, gentag *-* hele vejen rundt (24)
5. omg.: fm i alle m, men kun i bagerste lænke (24)
Kræng hækleriet udad, så den lidt skarpe kant du fik rundt langs huen, efter at have hæklet i bagerste maskeled, nu vender opad.
6. omg.: skift til rødt/blåt garn og hækl fm hele vejen rundt i begge m-lænker på flg. måde: *6 fm, 2 fm sm*, gentag *-* 3 gange i alt og slut af med 2 fm (21)
7. omg.: skift til sort garn og hækl 1 km, 1 fm. Herefter i yderste lænke: 1 hstm, 2 stm, 1 hstm. Og i begge lænker: 1 fm,  1 km, hiv garnet igennem og hæft ender.

HVAD KAN HUEN BRUGES TIL
Ja, den er altså for bette til at den kan klemmes ned over hovedet på andet end tyttebøvser. Men hvad med fx:

  • At sætte huen på en sikkerhedsnål og pinne den på tøjet – altså på sådan en lidt kitch-ikke-mormor-agtig måde!
  • At hækle en lille spandfuld og drysse dem rundhåndet ud over studenterbordet?
  • At lime dem på en blomsterpind og stikke dem i potteplanter?
  • At sætte dem på ståltråd og binde dem ind i en flot blomsterbuket?
  • At lime dem på små tandstikker og bruge dem som pindemadsholdere til når studenterne måske vælter ind hos dig på deres vogntur?

Håber du har fundet lidt inspiration og vil kaste dig ud i huen :-)

 

9 comments

  1. Tania says:

    De er simpelthen for cute!
    Og tager jo iiingen tid at hækle!
    Disse bliver mit nye projekt til næste studentergilde! :)

  2. Dorte Sørensen says:

    Ja jeg er nybegynder!! Men forstår ikke række 4: jeg har 18 masker efter række 3. Hvis jeg laver 2 fm i hver får jeg da 36???

  3. Anette says:

    Og hvis du hækler med hæklenål 1,5 i tre tråde DMC-broderegarn og undlader omgang 4, så har du den fineste studenterhue til Lucy Ravenscars små mus. :-)

  4. Susan Dalgas says:

    Hejsa. Fin hue :-) hvordan vil du lave den til EUX – der er gråt bånd og en tynd stribe rød (ligesom stx). ☺️:-)

    • Kari says:

      Jeg ville hækle den som de ovenstående huer og så brodere den røde stribe på efterfølgende med garn. Jeg ville nok dele garnet i to, så det bliver en fin smal stribe i overgangen fra hvid til grå.
      Håber du kan bruge den løsning :)

  5. Kari says:

    Tak for opskriften.
    Jeg prøvede et par stykker inden jeg fandt din, som var den rigtige størrelse :)
    Jeg satte en sikkerhedsnål i, så de kunne have dem på tøjet. De blev modtaget med glæde.

Skriv et svar til Susan Dalgas Annuller svar