Net med mønster

Print Friendly

STØRRELSE
Den færdige udgave bliver ca. 32 cm bred og min blev 38 cm. høj, ekskl. strop.

HVAD SKAL JEG BRUGE
Bomuldsgarn, som gerne er lidt tykkere/fastere i strukturen. Jeg tror fx 8/4 bomuldsgarn vil blive lidt tyndt. Jeg brugte Havblik fra Tante Grøn.
Hæklenål str. 4.0

HVAD SKAL JEG KUNNE
Luftmaske (lm)
Fastmaske (fm)
Halvstangmaske (hstm)
Kædemaske (km)

OPSKRIFT

BUND
I nettets bund-farve og med hæklenål str. 4.0, slå 65 lm op.
1. i 2. m fra nålen, hækl 1 fm og herefter fm i alle m hele vejen hen.
2. uden at vende arbejdet, hækl herfra videre rundt om snoren, således at du hækler fm på den anden side af luftmaskerne. På den måde bliver dit arbejde lidt mere til en ”rund pølse”, fremfor en firkantet række. Vend stadig ikke arbejdet.
3. ved starten af en ny omgang lav 1 km i første m, herefter 1 lm og hækl så fm hele vejen rundt igen, startende med en fm i masken efter den, hvor du lige lavede en km.
4. fortsæt med pkt. 3 indtil din bund har den højde du vil have.

SELVE NETTET
Når du har nået den højde du vil have på bunden, skal du nu til at hækle selve nettet med mønsteret.
1. fæstn garnet i netfarven på vrangsiden af nettet med 1 km i begyndelsen af din omgang (dvs. i den side, hvor du indtil nu har lavet 1 km + 1 lm).
2. hækl to hele omgange med fastmasker. Første omgang afsluttes med 1 km + 1 lm, mens anden omgang afsluttes med 1 km + 2 lm.
3. efter de to omgange med fastmasker, *spring 2 m over, 3 hstm i samme m*, gentag *-* hele vejen rundt.
4. gentag pkt. 2.
5. gentag pkt. 3, men sørg nu for, at du hækler første “vifte” (dvs. de 3 hstm i samme m) forskudt fra sidste række med vifter. Jeg valgte at hækle vifterne over yderste højre maske i vifterne, men egentlig er det underordnet, så længe du bare gør det samme hele nettet igennem. Undgå desuden at få for store “huller” i nettet (fordi du skal ramme den rigtige maske med viften), ved at hækle 1 hstm i én af maskerne i starten af omgangen, så det passer med at skulle springe 2 m over, og ikke mere end det.
6. gentag pkt. 4-5 indtil nettet har den højde du ønsker.

TOPKANT & STROP
Når du har hæklet dit mønster, skal du nu hækle en topkant i fastmasker på dit net. Toppen hækles som bunden, dvs. 1 km i første m, herefter 1 lm og hækl så fm hele vejen rundt igen, startende med en fm i masken efter den, hvor du lige lavede en km.

Når din kant er bred nok (jeg lavede 9 omgange), skal du nu hækle stroppen. Jeg valgte at min strop skulle være 14 masker bred. Dvs. jeg startede med at hækle til stroppen 7 masker før siden af nettet – samt 7 masker efter. Sørg for at dit net er rigtigt og pænt foldet, når du starter med at tælle op til stroppen, så den kommer til at sidde lige.

Når du har hæklet 7 masker forbi siden af nettet, vend da dit arbejde med 1 lm og hækle 14 fm tilbage. Herefter vend med 1 lm og hækl 14 fm den anden vej, og så fremdeles.

Når din strop har den ønskede længde (husk, at den giver sig lidt i længden, når du starter med at fylde ting i nettet), så skal du hækle stroppen fast på den anden side af nettet. Dette gøres fra vrangsiden. Så vend vrangen ud på dit net og mål de midterste 14 masker af til stroppen. Hækle herefter med fastmasker igennem både stroppens masker OG nettets masker, så du på den måde fæstner stroppen med fastmasker til selve nettet.

FINISH
Afslut med at hækle en kant i fastmasker og kontrastfarve jævnt rundt langs kanten af nettets top og stroppen, på begge sider.

God fornøjelse! :-)

Net med mønster_2Net med mønster_3

Net med mønster_5

God fornøjelse! :-)

Der er copyright på dette design. Læs mere om Garn Grammatiks Copyright.

Måske vil du også kunne lide disse opskrifter:

Net til garn_10Lille pung til dims og dutteri_1Hæklenålsetui_3

6 comments

  1. Kristine says:

    Velkommen hjem fra ferie :)
    Den taske kalder også på mig., det er nogle helt fantastiske opskrifter du laver! :)

Skriv et svar