Pay it forward / Giv det videre…

Baret_9

Har I nogensinde hørt om det princip? Det er et princip, der handler om at gøre gode gerninger, helt uselvisk, og uden egen vinding. Ved at du så gør en god gerning for en anden, så får denne person også lyst til at gøre noget godt for en tredje person, etc. På den måde startes en hel kædereaktion af gode gerninger, og verden bliver en lille smule bedre at leve i.

I tv-serien “Venner” (Friends), som I jo nok kender, der er der et afsnit dedikeret til idéen. Joey og Phoebe har et væddemål kørende, om Phoebe kan gøre en god og uselvisk gerning, uden at hun på nogen måde selv får noget ud af det. Jeg skal undlade at komme ind på de specifikke detaljer, da jeg så sikkert kommer til at suge al komik ud af episoden ved at skildre den hændelse for hændelse. Se den, den er sjaaaw!

Eller i filmen med den sigende titel Pay it forward fra år 2000, med Kevin Spacey og Helen Hunt på rollelisten. Her får en ung dreng en opgave udstukket af sin lærer: find på noget, der kan ændre verden! Den kløgtige knægt kommer på pay it forward-idéen. Alle gode gerninger skal besvares med tre nye gode gerninger. På den måde får han lige pludselig ændret sit eget, samt andres liv radikalt. Det er lang tid siden jeg så filmen, men grundtanken sidder stadig fast!

Personligt elsker jeg ‘pay it forward’ princippet. Nu må jeg hellere passe på, at jeg ikke får mig selv til at lyde som en sand Mother Theresa, der redder små egern, der er faldet ud af rederne, eller rejser verden rundt med Læger uden Grænser for at redde en masse mennesker. Det gør jeg ikke, desværre. Dels er jeg ikke så pjattet med egern, dels så tåler jeg ikke sååå godt blod, så det md at blive læge eller sygeplejerske var aldrig rigtig en option. Men, jeg donerer altid penge til gode formål. Jeg køber julekalendre af de søde spejderbørn, der banker på min dør. Jeg køber Hus Forbi (og en Snickers bar) og husker at smile til den hjemløse uden for min Rema1000. Og jeg har et sponsorbarn, Cella, i Benin i Afrika.

Det er vel i grunden som de fleste, eller i hvert fald mange andre mennesker. Men hvad nu hvis… hvad nu hvis vi alle koncentrerede os om at blive en lille-bitte smule bedre til at gøre gode gerninger, uden egen vinding? Jeg vil smide en bold i luften og håbe, at der er nogle af jer der griber den og siger “challenge accepted”. Jeg udfordrer jer hermed til, inden for en uge, at gøre mindst én god gerning, som I ikke selv får noget ud af! Det kan være hvad som helst, bare det er noget, der hjælper andre, og som ikke er til egen vinding.

Er I med?

Som belønning får I opskriften på denne søde baret, som passer til de små pigehoveder. Opskriften er lige HER.

Pay it forward! ;-)

 

 

4 comments

  1. Anja says:

    Jeg elsker princippet, og jeg kan også anbefale filmen “Pay It Forward”. Den er tankevækkende og meget rørende.

    Det kunne være helt spændende at sætte fokus på at gøre en god gerning – sådan uden at tænke over det.

    • Louise says:

      Hej Anja

      Ja, det må være den samme film jeg skriver om, medmindre der er to af dem? Den er vildt god!

      Ja, det ville være et fokus, som i hvert fald ikke kunne skade nogle. Kunne være spændende at se, om vi kunne starte en lille revolution ;-)

      Kh. Louise

  2. Astrid says:

    Det er en grundlæggende tanke jeg på en eller anden mærkværdig måde altid har levet efter, trods det at jeg ikke ligefrem selv har nydt så meget godt at de gode gerninger i min barndom.

    Jeg plejer at sige at jeg forbeholde mig ret til at være naiv til det sidste.dvs jeg tror på at folk jeg møder vil noget godt og jeg hjælper hvor jeg kan, bare fordi. Og ja, det kan hurtigt komme til at lyde Mother Theresa agtigt, men hvis man måske netop ligger den tanke væk lidt, så kommer vi lidt længere tror jeg.

Skriv et svar