Har du også noget med elefanter?

Elefanten Olivier_1Jeg ved ikke rigtig hvad det er med dem, men jeg har altid følt en enorm ærefrygt overfor elefanter. Kæmpestore, stærke, godmodige, arbejdskraftige og med et sjældent set stærkt floksammenhold. Elefanter fascinerer mig!

Det var derfor også med en vild lille-pige begejstring, at jeg for år tilbage var på en rejse i Thailand og fik muligheden for at bo i en elefantlejr. Ikke én af de der lejre med elefanter i lænker, som bliver trukket rundt i manegen med det ene formål at tjene penge ind. Men en lejr, som havde sat sig som formål at adoptere elefanter, og holde dem i deres naturlige habitat – i dette tilfælde langt oppe i højlandet ved Kanchanaburi.

Vi sov på tynde og beskidte madrasser på en flodpram med moskitomyg sværmende om ørerne. Jeg havde et lille rendez-vous med en håndstor edderkop i vores håndvask, og maden var bestemt ikke noget at råbe hurra for. Men oplevelsen var helt absolut unik! Kl. tidligere end tidligt om morgenen blev vi vækket og red så på de barryggede elefanter ned til floden, hvor de skulle vaskes. Vi blev udstyret med børster, og med en elefantpasser bagpå var det så ellers om at skrubbe og skure elefanterne til deres ‘morgentoilette’. Det var en kæmpe oplevelse at se elefanternes barnlige glæde. De sprøjtede vand på hinanden, viftede med ørerne og nød meget tydeligt at blive opvartet med skrubbebørster og morgenbad.

Oplevelsen gjorde min fascination af elefanter så meget desto større og disse prægtige dyr vil altid have en særlig plads i mit hjerte. Så da jeg stødte på Elefanten Olivier inde på Ravelry, havde jeg selvfølgelig ikke andet valg end at hækle ham. Og nu er han også oversat til en dansk udgave. Tak til designer Christel Krukkert, som tillod oversættelsen. Du finder opskriften HER.

Elefanten Olivier_3

6 comments

  1. Ingrid says:

    Hvor en fin hæklet elefant og sikke et fantastisk billede af dig på elefantryggen. Kan godt forstå, at det var en stor oplevelse og meget langt fra en dansk hverdag;-) Når vi om et par år vender tilbage til dk, vil mine unger nok undre sig over, at der ikke er aber over det hele, hellige køer på vejene og vilde hundeflokke og høns rundt om hvert et hjørne:-) kh. Ingrid

    • Louise says:

      Ja, dine børn må da virkelig komme til at forundres over al den orden og struktur i Danmark. De vil sikkert også synes, at det er lidt kedeligt, for sikke da en kulturel gave at få med sig, at tilbringe barneår så langt fra leverpostejsmadderne! 😉

      • Ingrid says:

        Ja, det er bestemt en gave, men selvfølgelig også lidt hårdt af og til. En dag, da vi kørte i skole/børnehave, spurgte Alma på snart 4: “Mor, bumler vejene i Danmark ikke?” Jeg svarede, at det gjorde de ikke så meget, hvortil hun svarede: “Mor, jeg vil gerne hjem til Danmark”;-) Kort tid efter var det dog glemt, og vi diskuterede, om vi var kørt forbi Abetemplet eller ej;-)

Skriv et svar