Jeg er typen, der fryser. Altid! Hende, der starter med at fylde varmedunke til tæerne, når temperaturen falder under 22 grader. Hende, der går med store uldne sokker. Hende, der gnubber sine hænder sådan lidt overdrevent mod hinanden, mens jeg forgæves forsøger at puste varme i dem. Hende, der altid-immer-always har tæpper over mig på sofaen. Hende, der på workshops i Indien sidder i et let airconditioneret rum, og spørger “isn’t it a bit cold in here?”, mens alle de andre sidder og sveder tran.
Hvad kan man så konkludere ud af det? Jeg tror, at jeg er født i et forkert land! Det understøttes også af, at min søster (om muligt) er en endnu større frossenpind end jeg selv. Når man graver lidt i vores families historie, så er der bl.a. lidt spanske aner. Jeg selv er uddannet cand.mag. i fransk og føler mig meget draget til Frankrig. Jeg stortrives i det toscanske højland med summende cikader og bølgende vinmarker. Og jeg er så absolut i mit es, når det er sommer herhjemme (det kan du læse mere om HER).
Ja, ja – men synes vi ikke alle, at Sydeuropa er skøn, og trives vi ikke alle i feriesolen dernede? Jo, helt sikkert! Men jeg kan godt lide at lege lidt med tanken. Jeg kunne jo stadig hedde “Louise”, eller måske “Louisa”. Jeg kunne være hende, der gik med store Jackie Kennedy solbriller, mens jeg lige draperede et tyndt, hvidt silketørklæde om min hals, før jeg trådte ud i den spæde 24-graders-varme marts-sol på min terrassa, mens firbenet Flavio pilede væk ved lyden af mine tæer på de store, varme rustikke sten. Jeg kunne være hende, der sad ude i aftensolen og sippede hvidvin og spiste oliven fra egne marker fra marts til oktober. Hende, der småfrøs lidt om vinteren, men accepterede det, fordi jeg bare lige tog et hurtigt smut op i bjergene for at stå på ski. Jeg kunne være hende, der gik med store stråhatte ud i vinmarkerne for at tilse, om druerne voksede i den rette hast. Jeg kunne være hende, der brækkede baguette af i rustikke stykker og spiste dem med naboens hjemmelavede brieost. Jeg kunne være hende, der tappede Bourgogne af egen produktion på hyggelige, skæve genbrugsflasker…
Hey, familie, venner, bekendte – skal vi lave en masseflytning? Arrivederci, Adiós, Au Revoir!
Nå ikke? Jamen, så må vi jo få det bedste ud af lille Danmark, som jo bestemt også har sin charme! Og de kolde tæer? Dem må vi pakke ind! Jeg selv mangler stadig lige et par hæklede futter, men vi kan jo starte i det små. Derfor er der HER en opskrift på de sødeste små hæklede babyfutter.
God fornøjelse! 🙂
Jeg har det på NØJAGTIG samme måde som dig Louise. Jeg er frisk på at rykke mere sydligt på. Jeg var i Indien sidste år, jeg boede hos en Indisk familie, og det værelse jeg boede på, i stuen, kom der aldrig sol ind på. Jeg lå med mine uldne lange underbukser HVER nat, fordi dernede sover man så kun med lagner og tæpper (guderne må vide hvorfor jeg tog dem med – eller, måske fordi det var -15 grader og sne i januar i Danmark da jeg tog afsted).
Hahaha – jeg ved LIGE præcis hvordan du har det, Mie! Og er i øvrigt helt enig i, at det er en uskik det dér med kun at sove med lagner. Dundyne (året rundt) til mig, tak! 🙂
Herligt indlæg- jeg blev glad 🙂 Selv elsker jeg at bo her i kulden, da jeg hader at have det for varmt – jeg er en skyggeTante 🙂
Dejligt at høre at du kunne lide det, Miri. Hihi, ja jeg kan jo så ikke helt relatere, men jeg kender rigtig mange, der har det præcis som dig! Godt der er lidt for enhver smag 😉
Kh. Louise