Siden jeg oprettede Garn Grammatik har jeg utallige gange fået spørgsmålet: “Hækler du på bestilling”? Og svaret har hver gang været “Nej, desværre”. Den altoverskyggende årsag har været, at jeg synes der er meget dårlig sammenhæng mellem den pris materialer koster og den tid det tager at hækle det – sammenholdt med den pris (jeg synes) man kan tillade sig at tage for et hæklet produkt.
Bare til eksempel, så brugte jeg for ca. 350 kr. i materialer til det hæklede babytæppe HER. Jeg brugte måske ca. 20 timer på at hækle det. Skulle jeg nu tage blot 50 kr. i timen, så ville tæppet koste 1.350 kr., ekskl. porto. Det synes jeg er helt ublu for et babytæppe! For slet ikke at tale om, at 50 kr. i timen for et ret stort arbejde måske heller ikke heeeeelt matcher indsatsen… Og så heller ikke nok med det – skattefar står jo også klar med hatten i hånden og vil høste sin portion af overskuddet. Så alt i alt, en pænt dårlig forretning for den, der hækler.
Men tanken har da rumsteret nogle gange. Så da jeg for nyligt blev spurgt endnu en gang, tog jeg en beslutning. For salg af produkter behøver jo ikke at være “alt eller intet”. Først og fremmest må jeg slet ikke sælge produkter fra opskrifter, der ikke er mine egne, så det er jo så nemt med det. Men bare fordi jeg beslutter mig for at sælge, behøver det jo ikke betyde, at jeg skal sælge ud af ALLE mine egne designs.
Så jeg har nu besluttet, at jeg starter på eksperimentbasis med at modtage bestillinger på nogle enkelte af mine egne designs. Det er designs, der er nøje udvalgt ift. en mere fair sammenhæng mellem pris, materialer og arbejdsindsats. Jeg ser det så an i en periode, og derfra vil jeg vurdere, om salget skal være en mere fast del af bloggen.
For nuværende, så kan du se de produkter jeg har til salg, samt læse mere om bestilling lige HER.
Jeg håber I tager vel imod initiativet og jeg glæder mig til at høre fra jer! 🙂
Det lyder da som en god beslutning, selvom jeg efter god inspiration fra blandt andet din blog og instagram selv er gået i fuld gang så håber jeg det kommer til at gå godt med salget.
Nu du lige har lagt billedet op at ranken her – hvilket garn er det du har brugt og hvilke farver? Jeg synes simpelthen det er så sødt!! 🙂
Sabine
Dejligt at du har kastet dig ud i hækleriets glæder! 🙂
Jeg har brugt Havblik fra Tante Grøn. Du kan læse mere under salgssiden, som jeg linker til – også selvom du hækler den selv…
Du har så evigt ret. Det er svært at vide hvad man skal sælge det til, for det tager super lang tid at lave den slags håndarbejde. Og så er det alt det med skat og om man skal registreres mv. Held og lykke med salget 🙂
Ja, nemlig Anette! Og tak 🙂
Problemet med håndlavede ting er at prisen aldrig vil passe til indsatsen, og omvendt vil kunder generelt ikke rigtig betale noget for det. Jeg åbner også en lille butik på etsy.com med primært mine perlesmykker i denne uge, og jeg har heller ingen anelse om hvordan det går, men så kan man jo bare fjerne det igen. Rigtig meget held og lykke, du laver nogle superfine ting, så det skal nok gå. 🙂
Hej Sanne
Ja, det er nemlig hovedet på sømmet. Det er også derfor jeg indtil videre kun kører med det på eksperimentbasis. For alt andet lige kan ting fra Kina købes en del billigere, og det kan jeg ikke hamle op med, så jeg kan kun håbe, at folk gerne vil betale for dansk håndværk 🙂
Held og lykke til dig også!
Kh. Louise