Min far er en projektmand med meget stort P. Han er typen, der går “all in” ligegyldigt, hvad han foretager sig. Jeg har altid beundret denne egenskab, men også trukket lidt på smilebåndet i ny og næ, når et nyt stort projekt, eller passion tog form. Det er fx ikke mange ejere af 2 labradorhunde, der finder på ligefrem at oprette sig som kennel i Dansk Kennelklub! Well, vi havde altså en kennel, da jeg var barn… med to hunde (og fair nok, en del hvalpe). Nu er han gået all-in på biavl, ved ALT om bier, og har gang i en storproduktion, som de fleste hobby-biavlere må misunde ham. Han er sej, min far!

Først i mine senere år er det gået op for mig, at DNA strengen med det dér “all-in” er gået i fuldstændig lige arvlinje… til mig! Jeg tror det var min søster, der mindede mig om det, og jeg måtte jo give hende ret. Jeg er nemlig heller ikke så god til at gøre tingene halvt. Når jeg får en idé skal det hele ske NU (eller for 5 min. siden), og det skal gøres ordentligt. En god blanding af stædighed, vilje og gejst gør, at DNA-strengen får mig til at klø på og tro på projekterne. Jeg er måske nok bare knapt så vedholdende som min far, når jeg synes tingene begynder at blive lidt småkedelige… ahem ahem…

Der var perioden, hvor jeg lærte mig selv at spille guitar. Jeg købte ganske enkelt en guitar og en guitarbog for begyndere, og så holdt jeg ellers naboerne i min daværende lejlighed i hånden gennem en ugelang og sand tortur-serenade af Kim Larsens “Haveje” på guitar – MED sang, vel at mærke! Jeg bor til….(akkordskifte)…… LEJE…… på…(akkordskifte)…. HavEJE….(akkordskifte)…. i restauRANT….(akkordskifte)…. Den Gyldne …….(akkordskifte)….. REJE. Jeg nåede faktisk til en punkt, hvor jeg kunne spille sange sådan helt “normalt”, og hvor det lød rimelig okay. Så blev det kedeligt. Nu spiller min kæreste på den, og det er trods alt bedst for alle, der lytter med.

Der var dengang jeg skulle være hende med de grønne fingre, som derfor fik overtalt ham derhjemme til, at vi helt spontant brugte en hel dag på at pløje et stykke af vores daværende have op, sætte sten, hente jord, plante grøntsager. Det blev den smukkeste køkkenhave. Jeg glemte bare at passe den… Eller, det var jo kedeligt at passe den (truth be told)! Den endte sine dage i en liiidt mere slatten tilstand end meningen var.

Nå ja, og så ligger der også  for en mindre formue fondant-kage-bagnings-udstyr nede i vores kælder. Jeg nåede faktisk at bage nogle fine kager, og det blev ikke kedeligt, egentlig. Men det var jo trods alt begrænset hvor mange kager vi alligevel kunne drøvtygge os igennem. Og så kom jeg ligesom aldrig rigtig videre. Men hey, så HAR jeg det jo til når jeg næste gang skal bage!

Der var dengang jeg var medstifter af en forening af unge golfere mellem 25-40 år. Det var topfedt, og vi endte på omtrent 140 medlemmer! Men foreningen var stiftet med rødder i det sjællandske, og kærligheden var i gang med at trække mig til Fyn. Så jeg måtte videregive stafetten, af geografiske årsager!

Eksempler er der nok af. Jeg stopper her, for jeg skal til pointen…

Garn Grammatik startede nemlig også som én af disse passioner. Jeg havde hæklet et tæppe, og jeg var hooked (so to say, høhø). Så all-in-Louise i mig besluttede, at jeg ville have en blog. Formidle min egen hækleglade og hjælpe andre nybegyndere i gang. Denne gang holdt jeg ved! Jeg er stadig vild med at blogge og vild med at få Garn Grammatik til at leve!

Blot 7 måneder efter jeg startede har jeg nu rundet 100.000 besøg og 200.000 sidevisninger. Alene i september måned rundede jeg 30.000 besøgende, og jeg fortsætter i øjeblikket med ca. 1000 besøgende om dagen. På facebook er I 500, der har lyst til at følge med, og på Instagram over 2000.

Og ved I hvad? Det gør mig stolt. Virkelig stolt og virkelig glad. Så TAK for jer! Tak fordi I har hjulpet mig med at gøre Garn Grammatik til den side den er i dag. Tak fordi I fortsat gider at komme på besøg. Fordi I er så søde til at anerkende, kommentere, synes godt om de ting jeg laver og støtte op om siden. Det gør forskellen, for mig! På den måde er jeg jo faktisk ikke meget anderledes end de søde labradorhunde fra vores kennel. Klapper I mig på hovedet, så logrer jeg med halen og får lyst til at hente bolden igen.

… også tak til jer, der rent faktisk nåede til bunden af dette blog-indlæg,- det blev langt!  Som belønning smider jeg lige en opskrift på et par små, nemme babyluffer, som jeg har lavet. Den finder du HER.

Og til de, der fik lyst til kage vil jeg da flashe et par af mine tidligere kreationer!