Åbne et nyt garnnøgle
I starten, da jeg begyndte at hækle, tog jeg hul på hver ny garnnøgle på samme måde. Dvs., at jeg tog banderolen af, og tog så ellers fat i garnenden og begyndte at hækle. Ikke så meget fiks-fakseri. Det eneste, der var lidt irriterende med de garnnøgler var, at når jeg skulle hive mere tråd til hækleriet, så ruuuullede de derudaf, og røg nogle gange på gulvet. Men, det var vel bare en del af det med at være hækler, ikk’?
Nej, ikke nødvendigvis! For så fik jeg nemlig besøg af min svigermor. Og hun er noget nær en olympisk gud inden for alt, hvad der har med håndarbejde at gøre. Hun viste mig så et supersnedigt trick! Er du garvet hækler, så trækker du sikkert lidt på smilebåndet over det banale i tippet, men jeg fanger nok mere end én ny hækler her…
Behold banderolen på og træk din trådende ud fra midten af dit garnnøgle! Således ‘fødes’ der ny tråd fra midten af nøglet, helt garnnøgle-rulle-frit. Smart!

Jeg fik desuden et rigtig fint lille stykke tilbehør af svigermor. For skulle det nu kikse med at fikse garnet ud fra midten af nøglet, så kan det i stedet sættes op denne her dreje-træ-dims. Jeg ved desværre ikke hvad den hedder, eller hvor den kan købes (Google og jeg var ikke helt så gode venner, da jeg prøvede at finde et sted man kunne finde sådan en). Men prøv evt. at spørg i din lokale garnbutik, hvis det har interesse!

0 kommentarer