Siden jeg startede bloggen i marts 2014 er det gået stærkt med antallet af besøgende herinde. Rigtig stærkt! Det er jeg vildt stolt over, og jeg er meget taknemmelig for, at I har lyst til at komme på besøg. TAK!
Jeg oplevede dog også, tilbage i 2014-2015, at få rigtig, rigtig mange henvendelser. Ikke kun vedr. mine egne opskrifter. Men generelt omkring hæklehjælp og support. Og oftest var der forventning om meget hurtige svar. Jeg endte derfor med at miste pusten, og holdt en hækledvale… på 10 år 😅
Nu er jeg tilbage, og heldigvis med fornyet energi. Men formatet er blevet lidt anderledes. For hjemmesiden og hæklelivet kører jeg stadig i min fritid, og som de fleste andres kan den være begrænset. Jeg har også fuldtidsarbejde, familie, huslige pligter, stor have, fritidsinteresser, venner og omgangskreds, der skal plejes. Jeg rejser også på ferie, og jeg har også nogle gange brug for at holde www-fri.
Derfor, læs med herunder…
Kontakt
Med hvilket formål kan jeg kontakte dig?
Jeg elsker at interagere med jer – og særligt på Instagram, der er et rart og stort fællesskab. Lad os tale sammen om hækling, garn, idéer og andet sjovt. Hvis du finder en fejl i én af mine opskrifter, er du selvfølgelig (!!) også mere end velkommen til at kontakte mig.
Hvad kan jeg ikke hjælpe med?
Generel support omkring hækling kan jeg desværre ikke bidrage med. Jeg stiller en masse guides til rådighed herinde. Og hvis noget af det driller og du har brug for mere support, så vil jeg henvise til de mange hæklegrupper, der findes på Facebook.
Hvor kan jeg bedst kontakte dig?
Via indbakken på Instagram eller via louise @ garngrammatik . dk.
Hvorfor har nogle gratis hækleopskrifter ændret sig til købeopskrifter?
Ikke alle opskrifter herinde er mine egne designs. Nogle har jeg oversat (med tilladelse) og andre har jeg kreeret hækleguides til. De ligger frit tilgængelige som gratis opskrifter til download, hvor jeg har brugt tid på at supplere med egne billeder og forklaringer.
Mine egne købedesigns er mere gennemarbejdede. Det tager mange timer at designe, teste, fotografere og skrive hækleopskrifter, så de er nemme at følge og giver et godt resultat. Ved at tilbyde nogle opskrifter som købeopskrifter får jeg mulighed for at fortsætte med at udvikle nye designs, vedligeholde bloggen og samtidig stadig dele gratis hækleopskrifter og hæklehjælp.
Så opsummeret: der vil fortsat være gratis opskrifter på bloggen, men købeopskrifterne gør det muligt at tilbyde ekstra kvalitet, mere dybdegående vejledning og et bæredygtigt grundlag for mit arbejde som hækledesigner.
Hvorfor har du også opskrifter liggende til salg på Etsy?
Jeg startede med at vælge at sælge mine hækleopskrifter via Etsy, fordi det er en velkendt og sikker platform med et brugervenligt købsflow. Etsy håndterer betaling, levering af digitale filer og køberbeskyttelse, hvilket gør det nemt og trygt for både køber og sælger.
Ulempen med Etsy er, at de tager en (kæmpe) bid af kagen. Så jeg tjener langt fra det, som opskrifterne koster. Derfor har jeg rykket det danske salg ind i webshoppen her. Men for de der måtte foretrække Etsy - eller opskrifter på andre sprog, så er Etsy shoppen stadig tilgængelig.
Jeg kan ikke huske hvordan jeg laver en XX maske?
Det er der heldigvis råd for. I alle mine opskrifter har jeg et afsnit i begyndelsen, der hedder “HVAD SKAL JEG KUNNE”. Under dette afsnit sætter jeg altid alle masker ind, og de har alle et hyperlink, som du kan trykke på. Dermed kommer du til en side, som viser dig – både i tekst og billeder – præcis hvordan masken skal hækles. Alternativt kan du finde alle masker HER, under afsnittet “Åh nej, jeg er gået i stå” >> “Masketyper”.
Kh. Louise 🤗