Høj på krea! #kreadagiodense
Astrid (Rock’n Roll Hausfrau) valgte at valfarte fra Kongens København, mens Line (Alle Elsker Agnes), Katrine (Små Tanker fra en Kreativ Løbemor) og Camilla (@camillaudsen på Instagram – men du må få dig en blog, Camilla ) havde knapt så langt, som herboende Odenseanere.
Og sikke da en hyggelig dag! Det er jo altid lidt spændende, når man skal mødes med mere eller mindre fremmede mennesker for første gang, men altså hvor var det bare hyggeligt! Som en deltager sagde: “det er jo faktisk bare som en mødregruppe med krea i stedet for børn!”. Og det var lige hvad det var. En samling kvinder, som finder fællesskabet i kreativitetens baghave. Det var simpelthen så skønt at tale krea-nørderi med frænder. For hvem andre end lige os kreatricer, forstår fx virkelig magien ved en magisk ring…? Tror i øvrigt også, at min til tider meeeeeget tålmodige kæreste syntes det var helt i top, at jeg fik lidt aflad for snak om farvekompositioner, hæklemønstre og fastmasker andetsteds
Kreadag i Odense bliver helt sikkert gentaget i en Vol.2 på et tidspunkt! Både pga. det hyggelige selskab, men i hvert fald også fordi sådan en dag giver lyst til at lære meget mere. Jeg skal fx nu både lære at strikke, sy og brodere… på et tidspunkt.
På billedet kan du se de gaver, som de sødeste gæster medbragte på dagen. En smuk hortensia fra Camilla. En notesbog med hjemmesyet betræk og et broderikit fra Astrid (så nu er der vist ingen vej udenom at teste kreaevnerne dér… se mere på Instagram under #10påtværs, som er en sjov broderikonkurrence). Et smukt tørklæde og en stor håndfuld syposer fra Line (og/eller hacky-sacks, hvis man ikke er så “down” med det dér syning, og derfor ikke vidste hvad det var). Og sidst, men absolut ikke mindst, en æske med lækre Summerbird flødeboller fra Katrine. For god ordens skyld skal det i øvrigt lige siges, at æsken altså VAR fuld, da hun kom med den
Til allersidst skal en STOR tak lyde til Vissevasse og Ellens Patchwork, som begge havde valgt at sponsorere vores dag med hhv. de smukke Fyn postkort og lækre, kreative stof- og mønstergaver. Tusind, tusind tak!
Roger over and out fra en træt, men meget glad og krea-lykkelig Louise!
0 kommentarer