Jeg lod mig inspirere til denne barnevognsrand i én af hæklegrupperne på facebook, hvor en dygtig hækler havde lavet en pegebog efter samme princip. Og så gik jeg straks i gang. Projektet viste sig dog at være mere tidskrævende, end jeg lige troede. Men samtidig var det også drønhyggeligt, fordi der skete lidt “forskelligt” i form af både broderi og hækling.
Jeg har haft lidt svært ved at klassificere sværhedsgraden dog. For egentlig er hækle-delen meget nem – men hvis man aldrig har broderet før, så kan det måske drille!? Jeg er dog alligevel endt på, at det er en nem hækleopskift, for det er jo hæklingen vi skal holde os for øje, ikk’!?
HVAD SKAL JEG KUNNE
Luftmaske (lm)
Fastmaske (fm)
Kædemaske (km)
Korssting
HVAD SKAL JEG BRUGE
Bomuldsgarn – ca. 170 gram af grundfarven og en snas af farver til broderi samt kant.
Hæklenål str. 3.0
Fylde/pladevat (ikke almindelig vat, da randen så ikke kan tåle vask).
Stoppenål (eller synål)
STØRRELSE
Hvert kvadrat måler 13,5 x 13,5 cm. uden kant.
Den færdige barnevognsrand er ca. 75 cm. lang og 16 cm. høj.
OPSKRIFT
Der er copyright på dette design. Dvs. at opskriften KUN er til privat brug. Du har derfor hverken lov til at sælge opskriften, de ting du laver ud fra den, eller gengive ordlyden i opskriften, hverken helt eller delvist, uden mit forudgående samtykke. Du må derimod meget gerne vise dine kreationer frem på alle sociale medier, og gerne med en henvisning til Garn Grammatik. Læs mere om Garn Grammatiks Copyright.
Kvadrater – forside og bagside
Slå 31 lm op
1. rk.: startende i 2. m fra nålen, hækl 1 fm i alle m, 1 lm, vend (30)
2.-37. rk.: 1 fm i alle m (30).
Sørg for, at dit arbejde bliver (så godt som) kvadratisk. Ellers må du hækle lidt flere/færre rækker. Vær dog opmærksom på, at antallet af rækker ikke afviger så markant, at du ikke kan bruge broderimønstrene nedenfor.
Klip garnet og hæft ender.
Brodering
Brodér nu mønster på dit hæklede kvadrat med korssting. Korsstingene broderes i fastmaskerne på de hæklede kvadrater. Dvs. hver maske skal du se som en lille firkant, og det er denne firkant du skal hækle dit korssting på.
Mønstrene finder du nederst på siden!
Sørg til sidst for at hæfte enderne grundigt ved at sy dem ind og ud gennem maskerne på bagsiden (så det ikke ses fra forsiden, naturligvis). Det er underordnet, om det bliver pænt på bagsiden af broderiet, da du jo hækler en kvadratisk bagside på din forside, så alle hæftede ender bliver skjult.
Sammenhækling af kvadraternes for – og bagside
Start med at klippe pladevat, så det passer ind i kvadratet. Dvs. lige en lille tand mindre end størrelsen på selve det hæklede kvadrat. Det anbefales at lægge to stykker pladevat ovenpå hinanden for at opnå den bedste afstivelses-effekt, da randen jo skal kunne stå af sig selv.
1. Læg din kvadratiske bagside og kvadratiske broderede forside ovenpå hinanden. Læg dem ret mod vrang, da din søm i siden af arbejdet så passer sammen.
2. Med samme garnfarve som kvadratet, føj garnet til hvor som helst med 1 km + 1 lm og hækl herefter 1 fm i alle m og 2 fm i alle hjørner, hele vejen rundt. Når du har hæklet to sider, skal du huske at lægge din pladevat ind i kvadratet, inden du hækler videre.
Sammenhækling af kvadraterne
1. Start med fæstne alle kvadraterne på de lodrette sider. Dette kan enten gøres ved at sy dem sammen, eller ved at hækle dem sammen med kædemasker. Hvis du vælger at hækle dem sammen får du den pæneste kant, hvis du sætter garnet til med 1 km. Hækl herefter 1 lm. Og hækl så kædemasken i de yderste maskeled fra begge kvadrater, dvs. de to maskeled, der fra hver kvadrat vender ind mod hinanden.
Kvadraterne hæklet sammen med kædemasker:
Sådan ser den sammenhæklede kant ud:
2. Herefter skal du hækle en kant rundt om hele barnevognsranden i samme kontrastfarve. Det gøres ved at sætte dit garn til et vilkårligt sted med 1 km + 1 lm. Herefter hækler du 1 fm i alle m hele vejen rundt. Husk også at få hæklet i sammenføjningen mellem to kvadraterne, så får du det pæneste resultat. Hækl desuden 2 fm i alle hjørner og afslut med 1 km i første m. Klip og hæft ender!
Husk at hækle i sammenføjningen:
MØNSTRE
Bogstaverne fandt jeg lige HER. Det er en side, hvor der er flere forskellige korsstings-alfabeter, så der skulle være mulighed for at finde ét, der falder i din smag. Jeg valgte alfabet nr. 41, og tilrettede en lille smule på bogstaverne.
Ellers er alle de andre mønstre jeg har lavet (inkl. dem som du ser på min barnevognsrand) gengivet her nedenfor. Jeg har lavet møsntrene i Excel, så du kan jo også prøve at lege selv, hvis du har lyst.
Klik på billedet for at åbne og forstørre det!
Her er de motiver jeg valgte at bruge:
Jeg håber, at du kan lide barnevognsranden, og at du har lyst til at uploade billeder af din version her i kommentarfeltet!
God fornøjelse! 🙂
Siden indeholder affiliatelinks. Læs mere om Garn Grammatiks Reklamepolitik.
Den er utrolig sød, god ide
Tusind tak, Pia 🙂
I’ve been loonkig for a post like this forever (and a day)
Hej Louise …
Rigtig fint arbejde 🙂 Og super sød barnevognsrand
Har du selv lavet mønstrene til de mange motiver ??
Hvis ja, kan man så få lov til at komme med ønsker til flere mønstre ???
VH
Pia
Hej Pia
Ja, jeg har selv lavet mønstrene 🙂 Du må gerne komme med ønsker – men lige for en forventningsafstemnings skyld, så regner jeg ikke med at skulle lave flere lige nu. Så det ville blot være til hvis det lige kom over mig 😉
Ellers kan du selv forsøge dig? Jeg har lavet dem i Excel…
Kh. Louise
Jeg tænkte om det var muligt at lave mønster på en sky og på en måne … det kunne blive så fint sammen med den sol og den stjerne du allerede har lavet mønster på 🙂
Og forresten – SUPER flot arbejde med de mønstre du har lavet 😀 det er ret sejt gjort!!
Super idé, Pia! Det er skrevet bag øret til en regnvejrsdag hvor jeg igen gider at lege med mønstre 😉
Den er SÅ FED!!! Jeg er virkelig fan, så må hurtigt igang tror jeg 😉
Men kan det passe at du kun har brugt 85 gram garn i alt i grundfarven til HELE randen?
Hilsen Mette 🙂
Hej Mette
Godt at du er vaks! Jeg havde simpelthen glemt at tælle bagstykkerne med. Ups! Jeg har nu rettet det til 170 gram. Og det er af den lysegrå. Dertil har jeg jo så brugt farver til broderiet, men det har jeg ikke vægt på…
Kh. Louise
wow den er fed 😀 tænkte om man måske kunne lave den som en sengerand også ? 🙂
Hej Emilie. Tusind tak 🙂 Og ja, det kan du sagtens – princippet er jo helt det samme! Kh. Louise
Den er bare SÅ kær og flot 🙂
Den er bare super sød – jeg er vild med den.
Hvis ikke det var fordi at vores datter runder et år på tirsdag, så havde jeg fluks lavet en til hende, så nu håber jeg snart der kommer en lille ny til i vennekredsen, så jeg har en undskyldning for at lave den 🙂
Husk endelig at dele billede hvis du på et tidspunkt kaster dig ud i det! Ville så gerne se flere versioner 🙂
Min søn er lige blevet 1 år, så han vil ikke få så meget fornøjelse af en barnevognsrand, som han vil med en pegebog! Så det er hvad jeg straks er gået i gang med 😀 Glæder mig til at se om det overhovedet er til at hækle “pladerne” sammen i den ene side, så det ligner en bog 🙂
Spændende! Upload endelig billede af resultatet 🙂
Hej, synes lige du skal se den her, tak for god opskrift
Aj hvor er den bare blevet ULTRA fin, Jane!! Tusind tak fordi du delte 🙂
Tak for en fin opskrift. Her en version med skrald på farverne og stof på bagsiden:
Her er min udgave
Tak for denne skønne opskrift. Netop lige sådan et projekt jeg ledte efter til vores kommende søn. – Vil begynde med det samme. – Har det taget lang tid at lave ? 🙂
Er det en svær opgave eller er den okay nem at gå til☺️
Tusind tak for en rigtig god idé og en meget nem og grundig forklaret opskrift.
Har lavet denne udgave 😉
Super lækker opskrift, selv til begyndere. Her er min, er ret stolt over den 🙂
Er i gang med en udgave af din fine rand. Men – jeg købte 5 nøgler Drops Paris a 50 g, dvs 250 g og hækler med str 3 – 33 rækker til en firkant og har kun fået 7 kvadrater af dette? Hvad gør jeg galt? Du får jo 10 kvadrater ud af 170 gram af grundfarven…
Jeg har besluttet at bruge broderifarverne og lave et felt af hver farve, men tænker at det ikke var det der var meningen ….,
Mvh Birgitte og tak for opskrift
Hej Birgitte, du kan måske ikke bruge mit svar så længe efter – men forskellen er løbelængde på garnet. Garnet du har valgt er tykkere, og rækker derfor ikke lige så langt på samme vægt.
Hej. Jeg er ny ud i hækling, og har ligeret enkelt spørgsmål. Skal der ikke laves vendemasker i rækkerne? Altså en lf til at vende på?
Det synes jeg at jeg har gjort med alt andet firkantet jeg har hæklet.
Da jeg gik i gang med randen, vidste vi ikke kønnet på vores baby. Så jeg gik i gang med at lave lapper med de motiver vi bedst kunne lide, og så lod jeg 2 være tilbage, så jeg efter fødslen kunne lave dem med fødselsinfo.
Jeg synes det har været utroligt nemt st lave og jeg er så glad for skur resultatet.
Tusind tak for en kanon fed opskrift
PS. Jeg har lavet randen med motiver på begge sider, og så har jeg lagt en skumplade mellem mapperne i stedet for pladevat.
Mvh Henriette