HVAD SKAL JEG BRUGE
Bomulds – eller uldgarn.
Hæklenål str. 3,5.
HVAD SKAL JEG KUNNE
Luftmaske (lm)
Stangmaske (stm)
Kædemaske (km)
Stangmaske om stangen – foran (stmsf)
Stangmaske om stangen – bagved (stmsb)
Stangmaske om stangen – foran (stmsf)
Slå garnet om nålen og stik nålen ind og rundt om selve stangen (dvs. ikke masken) og saml garnet op med nålen. Hækl herefter masken som en almindelig stangmaske, dvs. ved at slå garnet om nålen og hive igennem først 2 løkker, herefter garnet om nålen igen og så hiv det gennem de sidste to løkker. Gør dette fra forsiden af arbejdet. Hvis dette lyder alt for kryptisk, så se video HER. Eller se et billede her:
Stangmaske om stangen – bagved (stmsb)
** Slå garnet om nålen og stik nålen ind og rundt om selve stangen (dvs. ikke masken) og saml garnet op med nålen. Hækl herefter masken som en almindelig stangmaske, dvs. ved at slå garnet om nålen og hive igennem først 2 løkker, herefter garnet om nålen igen og så hiv det gennem de sidste to løkker. Gør dette fra bagsiden af arbejdet. Hvis dette lyder alt for kryptisk, så se video HER. Eller se et billede her:
OPSKRIFT
Start med at slå lm løst op. Antallet af lm vil afhænge af størrelsen på det hovede, som du skal hækle pandebåndet til. Og her er der desværre kun én vej: slå masker op og mål på hovedet.
Jeg slog 80 lm op i Havblik til min nieces hovede. Hun er 2½ år, men det siger jo ikke så meget andet end, at det passer med hendes hovede. Husk selv at måle efter på “dit” hovede.
OBS!
Det er vigtigt, at du slår dine masker løst op, da du ellers ikke kommer til at få elasticitet i pandebåndet.
Husk at måle efter igen, når du har hæklet første omgang med stm på pandebåndet, for det er så ærgerligt at det ikke passer til sidst.
1. omg.: luk dine lm til en ring ved at hækle en km i første lm. Husk at være opmærksom på, at lm-snoren ikke drejer, så maskerne snor.
2. omg.: hækl 1 omgang med stm og afslut med en km i første m, når du har hæklet hele vejen rundt.
3. omg.: hækl herfra skiftevis 1 stmsf og 1 stmsb hele omgangen rundt og afslut med 1 km i første m.
4.-?? omg.: gentag 3. omg. indtil pandebåndet har den bredde du ønsker.
Klip garnet og hæft ender. Du skal ikke hækle fastmasker eller anden kant på pandebåndet, når du er færdig, da dette vil fjerne elasticiteten fra det.
Du kan herefter vælge at pynte pandebåndet. Jeg synes, at det er sødt med en lille blomst og har selv brugt blomsten fra dette rose bogmærke. Men kun din fantasi sætter grænser for pynten.
God fornøjelse! 🙂
Der er copyright på dette design. Læs mere om Garn Grammatiks Copyright.
Måske vil du også kunne lide disse opskrifter:
Endnu en smuk kreation. Tror jeg vil hækle den i resten af det garn jeg hæklede ponchoen i til min niece. Tak fordi du deler opskrift.
Tusind tak, Marianne! Og sjovt du siger det med resterne fra ponchoen, for min yngste bonusdatter, som var aftager af min poncho, har netop også bestilt et pandebånd i restegarnet fra sin poncho 😀
Hej. Min mand syntes det var ærgerligt vores pige ikke har hår til spænder endnu. Så jeg hæklede et hårbånd udfra din opskrift.
Og dem skal jeg så ha lavet lidt flere af i forskellige farver, for de er rigtig fine.
Sikke en god ide, Marie! Det ser også sødt ud til de små 🙂
Det pandebånd er så fint. Jeg har lavet mit i 50% uld og 50% bomuld. Det har i løbet af tre dage nu udvidet sig så meget, at min datter ikke kan passe det. Er det mon det forkerte garn jeg har brugt? Eller skal jeg hækle det mindre fra start? Mvh Line
Hvordan hæfter du blomsten på hårbåndet?