Poser fyldt med lykke og efterår i august

Jeg kom i denne weekend til at tænke tilbage på en filosofisk samtale jeg engang havde med en veninde. Samtalen handlede om, hvorvidt lykke var ligeligt fordelt blandt individer her i verden. Tanken var, om vi alle har en ‘pose fyldt med lykke’, som bliver strøet ud over vores liv med slatter her og dér. Vel at mærke det vi selv opfatter som lykke!

Nogle af os oplever megen lykke, meget koncentreret i perioder. Mens vi så til gengæld også må gå igennem nogle perioder, hvor vi føler os prøvet i en grad, der kan tappe os for energi og spontan boblen i maven. Mens andre af os går gennem livet uden de helt store udsving. Ikke sprit-lykkelige, men heller ikke det modsatte – bare sådan nogenlunde jævnt lykkelige hele tiden. Så, den ene type er altså nogle gange et højtbelagt smørrebrød, og andre gange en tør humpel brød. Den anden type er mere som en jævn, mellemsmurt leverpostejsmad.

Vi kom vidt omkring. For i hvor stor udstrækning er man ansvarlig for, og kan påvirke sin egen lykke – trods ydre påvirkninger og omstændigheder? I hvor høj grad er tingene bare tilfældige? Hvorfor fremstår nogle mennesker (udefra set) som lykkens pamfiliuser – mens andre lever et liv op af bakke. Hvor kommer de sociale medier ind i dette her spil. Føler vi nu i større udstrækning, at vores egen lykke ikke kan måle sig med naboens, fordi naboen lige havde held med at fange børnene på foto i et rødkindet øjeblik, som vi måler vores egne rødkindede øjeblikke op imod. Og er vi i vores egne svagere stunder i stand til at gennemskue, at billedet måske var det eneste rødkindede, der blev taget mellem skænderier og økonomisk bankerot? Sidst men ikke mindst, i hvor høj grad afhænger følelsen af lykke med den definition vi selv opstiller af lykken – og hvordan får vi den definition opstillet?

Samtalen fortsatte egentlig langt bredere ud over disse strøtanker. Men filosofiske monologer i cyberspace er bare lidt mere tamme end de ægte, som gerne må foregå i en atmosfære krydret med fyldig rødvin i store glas, røde og bløde fløjlssofaer og blød klassisk musik i baggrunden. Okay, mindre kan faktisk godt gøre det, men I må da give mig ret i, at det må være en god atmosfære at filosofere i, ikk’?

Jeg vil undlade at køre videre ud af en tangent (for denne gang) og i stedet komme til sagen. Grunden til at jeg kom til at tænke tilbage på denne samtale var nemlig dette jammerlige sommervejr vi har holdt os siden ca. lørdag den 9. august. Jeg kom nemlig til at tænke på den pose med lykke. For tænk hvis det var med sommervejret, som det måske var med posen fuld af lykke! Nu fik vi hældt hele posens indhold ud over os i én stor skylle, så nu er posen tom. Helt tom. Beklager – ikke mere sol og sommer i 2014 – det er brugt op!

Trods det, at jeg ikke er naturvidenskabelig, og at jeg nogle gange tror på ting, som andre ryster på hovedet af, så tror jeg dog ikke på den definition af sommervejr… Men hvis vi for et sekund antog, at det var sådan, så kan du også lige så godt komme i gang med at få hæklet nogle pandebånd til at lune ørerne her i efterårs-august! Og det kan du jo fx gøre med min opskrift lige HER.

God fornøjelse! 😉