Kender du Enneagrammet? Enneagrammet er et persontype-værktøj, der er i stand til at sætte vores personlighed i bås, men med så mange nuancer, at jeg hælder til dette værktøj som ét af de bedre på markedet til at forstå personligheder og handlingsmønstre – både privat, men ikke mindst også i en faglig gruppedynamik.
Lad mig starte med at sige, at jeg IKKE er ekspert udi Enneagrammet,- blot bruger af det. Så der eksisterer en risiko for, at potentielle eksperter derude vil synes, at jeg får beskrevet koncepterne lidt vagt. Den risiko løber jeg, og kan henvise hver af jer til at læse videre selv, hvis det skulle have interesse. Det kan du fx gøre lige HER.
Men, helt kort fortalt, så deler Enneagrammet os ind i 9 forskellige personlighedstyper, som er opstillet i et hjul. Enhver type kan have mere eller mindre markante “vinger” til personlighedstyperne til den ene eller anden side, men ikke på tværs af hjulet. Dvs. at en 3’er kan have vinger i 2’eren og 4’eren – men ikke i 8’eren.
Hjulet er desuden opstillet med pile til andre persontyper, på tværs af hjulet. Disse persontyper er dem, vi går over i (opfører os som), når vi er hhv. pressede og i overskud. Fx går 1’eren over og bliver en 7’er, når de er i overskud, mens de går i 4’eren, når de er pressede, stressede og kede.
Billedet er lånt fra www.arensbak.dk
Og hvad betyder det så altsammen? Ja, jeg kan jo tage udgangspunkt i mig selv. Ikke for at være alt for navlepillende, men i erkendelse af, at jeg forstår mig selv bedst (og at det ville tage urimeligt meget spalteplads, hvis jeg skulle beskrive alle typer).
Okay – here goes (dyb indånding): jeg er 1’er! Det havde du måske gættet, hvis du har fulgt med på bloggen… Ellers kan du læse lidt mere HER. Hvorfor så den dybe indånding? Jo, fordi 1’eren er tæt på at være den ultimativt mest belastende type af alle de 9.
1’ere er selvhøjtidelige, perfektionistiske, har en meget stærk moral-følelse, kører med en indre “dommer-komité” – og forventer tæt på det samme af alle andre mennesker. Pænt træls type, ikk’? Heeeeeldigvis er det sådan med Enneagrammet, at jo højere grad af selvindsigt man har, des mere er man tonet ned på den meget “rå” grundtype. Derfor kan en 1’er altså også være: “begavet, tolerant, generøs, moderat, objektiv og fair. De vil støtte andre ved at være hjælpsomme, informative og realistiske. De vil fremstå inspirerende, følsomme og venlige.” Yes yes – det er også mig – og det er ikke engang noget jeg selv har fundet på, det står faktisk lige HER. Men, den ligger altså indeni den 1’er dér… Så jeg ER typen, der laver garnkartoteker og plukker fnuller af folk omkring mig.
Der hvor jeg så synes, at Enneagrammet bliver rigtig godt nuanceret, det er når det beskriver hvordan vi reagerer i hhv. medgang og modgang. Som 1’er går jeg nemlig over i en 7’er, når jeg er i overskud. 7’eren er langt hen af vejen en fantastisk type, synes jeg! En rigtig humørbombe, der bobler med gode idéer og overskud. Og 7’eren er 100-meter-mester i at starte nye projekter… desværre bare ikke til at afslutte dem. Når jeg så derimod bliver presset, så bliver jeg til en 4’er. 4’eren har mange fremmelige kvaliteter, men én af dem, der er op af bakke er, at 4’eren har tendens til at blive lidt af en dramaqueen!
Så kan I lige se det for jer. Jeg bobler af overskud og starter 1000 nye projekter (som 7’er). Som 1’er føler jeg jo så, at jeg “bør” afslutte alle disse projekter til perfektion. Det kan jeg naturligvis ikke, for 7’eren har jo skudt med skarpt og der er aaaaalt for mange gode idéer og projekter. Ja, så bliver jeg presset, og wooooops, så sidder jeg dér som 4’er og divaer den helt ud med klynkeri og selvmedlidenhed over al den uoverskuelighed, der ligger lige dér og kigger på mig. Tal lige om at lægge pres på sig selv, hva’!?
Nu er ovenstående heldigvis ret karikeret, men måske du fanger konceptet bag? I hvert fald synes jeg, at Enneagrammet er fantastisk til at forstå os selv, og vores medmennesker. Det er et værktøj, der kan gøre det så uendeligt meget nemmere at forstå, hvorfor nogle mennesker reagerer så radikalt anderledes end vi selv ville gøre, i en given situation. Og det er et meget kraftfuldt værktøj hvis man bruger det korrekt i gruppe/team-sammensætninger.
Nå, nok om Enneagrammet. Jeg kom blot til at tænke på det, da jeg hæklede denne firkant (og så kan I jo selv prøve at gætte, hvorfor 1’eren kommer til at tænke på Ennegrammet, når der tales om firkanter…) Så i selvforherlighedens tegn vil jeg løfte mit virtuelle glas i en skål for firkanter – både de hæklede og de menneskelige! Opskriften er i øvrigt ultranem og et ideelt begynderprojekt, og du finder den lige HER.
Måske har du fået nysgerrigheden pirret og tør tage testen lige HER? Hvilken type var du? 😉
Jeg har taget testen et par gange de sidste par gange med mit arbejde. Jeg er lidt atypisk for jeg scorer lige højt i 1’er og 2’er. Det har været et godt arbejdsredskab og at vi har kunne bruge det til jobsamtaler. Og det har givet anledning til eftertanke når man havde konflikter. Og vi har grint af den til tider og været selvironiske..
Ja, jeg tror også at den med selvironien er vigtig. For heldigvis går vi jo ikke rundt og er de “rå” grundtyper hele tiden… gys! 😉
Kh. Louise
Jeg er også blevet testet og er en klar 2’er! Og jeg blev sgu lidt trist over at læse min beskrivelse! Jeg har prøvet andre typeværktøjer og jeg synes, at dette har været det sværeste at sluge. Men samtidig har det været et skønt værktøj til kommunikation og gensidig forståelse. 🙂
Hehe – okay, så er det ikke bare mig, der har det sådan med min egen type! Det er nu alligevel meget betryggende…
Kh. Louise
P.S. 2’eren er én af mine yndlingstyper 😉